Solen skinner på det knitrende grus da en ukrainsk mor, Zhivodana Zharikova, og hendes 8 måneder gamle datter, Leia Synetska, ruller ind på gårdspladsen ved Engelsholm Højskole.

Efter to døgn i mørket under Kyiv, en over tusind kilometer lang biltur til Rumænien og en uge hos en gæstfri roma-familie, lander Zhiva og Leia i den jyske muld. Tilbage i Ukraine sidder Leias far, Serge, og frygter, at krigen rykker længere mod vest.

Halvdelen af Ukraines børn anskues for at være på flugt med deres mødre, ligesom Leia er det med Zhiva. I et tomrum af sikkerhed sidder de og venter på at vende tilbage til deres liv. De holder fast i håbet, men ingen kan sige hvornår, eller hvilket land, der er at vende hjem til.

Zhiva viser billeder på sin telefon af Serge og hende, der danser i solen på en mark. “Alt var godt, vi følte os frie,” sukker hun. En uge inden den 24. Februar 2022, hvor krigen brød ud, friede han til hende. Han kunne ikke rejse med til Danmark, da ukrainsk lov forbyder alle kampdygtige mænd i alderen 18-60 år at forlade landet, så nu kæmper han for deres land.

Efter Zhiva, gennem sine våde øjne, har set præsidentens tale, fniser hun: “Jeg stemte ikke på vores præsident, Zelenskij. Han er en skuespiller, ikke en politiker.” Tre år er gået, siden han vandt valget, og i dag opfatter hun ham som den bedste leder Ukraine nogensinde har haft.

Parret drømte om at starte deres egen højskole i Ukraine, hvor folk kunne nørde musik og planter døgnet rundt. Før deres hverdag blev afbrudt af krigen, arbejdede hun som landskabsarkitekt og han som musikproducer. Nu har krigen sat deres drømme på pause.

2022