Henriks stress forsvandt ikke, da han stoppede med at arbejde
I dag bruger han alle sine vågne og sovende timer på at blive sig selv igen
Foto og tekst af Nicoline Kjems-Krognos
En sort velourdug hænger ud over gardinet, så lyset kun svagt bryder ind gennem siderne og rammer den nøgne topmadras. På madrassen ligger Henrik Hansen midt i et rod af ledninger med sin grå t-shirt trukket over ørene. Klokken er to om eftermiddagen, men Henrik kan ikke klare flere indtryk i dag: "Nogle gange har jeg bare brug for at lukke helt ned”.
Henrik Hansen nyder et par timer udenfor om dagen, men så når han også til et punkt, hvor han på grund af sin stress må lukke verden ude og lægge sig til at hvile resten af dagen: »Min krop dør simpelthen af alle de skide indtryk«.
At blive sig selv igen
I en lejlighed på Ærø bruger 58-årige Henrik Hansen alle sine vågne og sovende timer på at blive sig selv igen. Hans krop er ødelagt af langvarig stress, som han har været udsat for i sit arbejde som konsulent og i sit privatliv.
Henrik slænger sig på sofaen: “Jeg har været så fucking lorte langt ude, at jeg bliver nødt til at tjekke væsentligt mere ind på mig selv”, han trækker vejret, så maven hæver sig under den sorte t-shirt, holder en lang pause i sin talestrøm, sænker skuldrene og sukker: “Altså jeg synes sgu egentlig, at det er trist.”
Selvom Henrik ikke længere arbejder, er hans stress ikke forsvundet. Professor i sundhedspsykologi Bobby Zachariae, der er en af landets førende eksperter inden for stress, forklarer, at ”hvis ens stressreaktioner udelukkende er arbejdsbetinget, så vil man se, at folk får det bedre, når de holder op med at arbejde."
Hvis følelsen af stress, som i Henriks tilfælde, alligevel fortsætter, påpeger han, at det kan skyldes andre stressfaktorer i ens dagligdag: ”Det kan være, at ens økonomi eller ens relationer til andre mennesker er udfordret, eller der kan komme nye stressfaktorer til. Stress handler ikke kun om arbejdsbetingelserne, men om den samlede livssituation,” fastslår han.
De fleste af Henriks timer går på sofaen eller i sengen.
Et håb på Ærø
I seks år har Henrik boet i en lille lejlighed på torvet i Ærøskøbing. Han smækker benene op på sofaen i stuen og hviler sine hænder på maven. Det er svært for ham at sætte ord på, hvad øen gør ved ham, men rytmen passer bedre til ham end i Aalborg, hvor han før boede med sin familie. “Jeg tog herned for at være Henrik. Det er her, jeg skal være, men det er da en smerte for mig at være så langt væk fra mine to drenge”, siger han og kører brillerne op i sit lange grå hår.
Midt imellem sine stresssygemeldinger blev Henrik skilt fra moren til sine to drenge. Den ældste søn brød senere kontakten til ham, fordi han ikke kunne holde ud at se sin far have det så hårdt.
FAKTA OM STRESS
Stress er ikke en sygdom, men en naturlig reaktion på ydre fysisk eller psykisk belastning.
Reaktionens omfang afhænger af den enkelte persons ressourcer til at klare belastningen. Derfor er det ofte udfordringer i arbejds- og/eller privatlivet, der udløser stress.
Kortvarig stress er ufarlig og hjælper os til at håndtere f. eks. eksamen, konflikter og deadlines på arbejdet.
Langvarig stress er derimod en tilstand, der øger risikoen for udvikling eller forværring af sygdom: herunder hjerte-kar sygdomme, depression, ulykker og kroniske overfølsomhedssygdomme.
74 procent af den danske befolkning oplever langvarig stress i en varierende grad, knap halvdelen af dem oplever, at det er en blanding af deres arbejds- og privatliv, der udløser stressen.
En række af de hyppigste symptomer ved stress er både fysiske: hovedpine, indre uro, hjertebanken, mavesmerter, nedsat immunforsvar, og psykiske træthed, anspændthed, ulyst, koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Kilde: Befolkningsundersøgelse foretaget af Kantar/Gallup for If Forsikring, den 20.-24. oktober blandt 1005 repræsentative danskere, sundhed.dk, Psykiatrifonden.
Gennem de sidste par år har Henrik været nødt til at lukke ned for mange af sine relationer, men en dag takkede han ja til at mødes med Hundetosserne, der er en gruppe af hundeluftere i Ærøskøbing. Han ejer ikke selv en hund, men næsten hver dag kl. 10 tøffer han ned til bænken, hvor de mødes: “Jeg har brug for at komme ned og sidde sammen med dem. De kræver ikke noget af mig, så jeg kan bare være der. ” Nogle dage får Henrik sig en hyggesnak, mens han andre dage bare lukker munden og læner sig tilbage i stolen.
Henrik peger mod vinduet og fortæller, at hans cykel står smurt nede i baggården. “Mit overskud er der ikke helt til at køre endnu,” siger han med et håbefuldt tryk på “endnu”.
Henrik lader mærket, der viser brillernes styrke, sidde på dem, så han nemmere kan kende forskel på de forskellige par, som han ejer.
Mere menneske, mindre soldat
Henrik dalrer fra sengen ind på sofaen, hvor han med rusten stemme fortæller: “Det sker ofte efter en lur, at jeg vågner med en tung hovedpine, som om jeg havde drukket en masse rødvin i går.” Han trykker en hånd ind mod højre side af maven, “og så kan det være lidt smerter her.” Det flimrer af til for hans øjne, og han får en ubehagelig hjertebanken.
“I alt for mange år var jeg ‘soldat’. Og jeg kunne ikke tåle at være mere soldat. Jeg skulle være mere menneske. Jeg blev lappet lidt sammen, og så fortsatte jeg min ‘krig’,” reflekterer han højt fra sofapuderne.
Det røde sollys står lavt ind ad ruderne i stuen. På anlægget i lejligheden spiller en cd uden ophør. Evnen til at føle druknede i stressen. Musik rører ham ikke som før, han mærker aldrig sult eller glæde. Han klør sig i skægget. "Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle glæde på samme måde igen, men jeg bliver nødt til at tale til den side, som plejer at nyde ting."
Henrik forsøger at forkæle sig selv en gang imellem med blomster eller friskbagt rugbrød, som han henter ved den lokale bager.
Stress er ikke bare stress
Henrik løb altid hurtigere, end han kunne, med konstante udfordringer i sit arbejde. Hjemme i huset i Aalborg ventede en masse ting, som han også gerne ville ordne.
“Jeg havde brug for at min kone så, at jeg trængte til en pause,” Henrik stirrer ud i den tunge luft bag ruderne i stuen, “mit indre puslespil var faldet fra hinanden. Jeg havde brug for hjælp til at samle brikkerne igen, men der var ingen steder, som jeg kunne henvende mig til.”
Bobby Zacharie forklarer, at "kortvarige stress-reaktioner hjælper kroppen med at håndtere umiddelbare trusler og udfordringer, mens langvarig stress har negative konsekvenser for immun-, hormon, nerve- og hjerte-kar-systemet, hvilket øger risikoen for forskellige sygdomme.” Han uddyber, at “det både kan skyldes direkte effekter på vores biologi og mere indirekte effekter, f.eks. ved at forstyrre søvnen.”
Henrik mærker ikke længere sult. Derfor spiser han konsekvent hver tredje time. Det bliver for det meste til et stående måltid.
Uvished stresser
Henrik endte hos jobcenteret, hvor det hele kun blev værre. Han forstod ikke, hvad der skete omkring ham, da han dengang var så belastet, at han ikke kunne læse en sms på sin telefon.
For et år siden fik han til sidst stukket sin førtidspension i hånden, men efter tre, et halvt år på jobcenteret gav intet længere mening: “Alt, hvad der foregik, var dybt surrealistisk. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg fik min førtidspension.”
”Hvis borgerne oplever det, der foregår i samfundet, som forudsigeligt, gennemsigtigt og retfærdigt, og hvis de føler, at de lever i et omsorgsfuldt samfund, der tager sig af dem, når de har brug for det, vil de, alt andet end lige, være bedre beskyttet mod stress,” forklarer Bobby Zacharaie.
Mange års forskning har vist, at en vis grad af indflydelse på vores arbejds- og privatliv, nogle omsorgsfulde omgivelser og en større indsigt i egne reaktioner og følelser, har en beskyttende effekt mod stress. “Jeg har alle følelserne, men jeg kunne ikke sætte ord på dem. Det har jeg lært nu, og jeg bliver stadig bedre til at formulere dem over for andre,” siger Henrik med et knebent smil.
Det gør Henrik trist, at det kan gå så galt, som det er gået ham med stress. Han forstår godt, hvis folk, i hans sted, mister modet på livet. Men han nægter at give op på at få sit liv uden langvarig stress tilbage.
Kroppens reaktion bestemmer
Henrik hviler i en hvid plastikstol bag et bådskur, der skærmer for den friske havbrise. Solens stråler omfavner ham, mens han lukker dens skarpe lys ude med et par solbriller. Han taler højt med sig selv et øjeblik: “Jeg havde planer om at tage en trangia med til Voderup Klint.” Han forstummer, “men nu ved jeg ikke”.
Sådan er det alle dage for Henrik. Han har lyst til mange ting: badeture, maleprojekter og madlavning, men overskuddet er sjældent til det. Hans krop siger fra. Den bliver træt, og han ender med at gå hjem for at sove i flere timer. Henrik strækker benene og glider længere ned i den hvide stol. Han må overgive sig til kroppens reaktioner. “Dagen starter, når jeg kan. Alt indtil da må udsættes”, siger han med et roligt blik.
Stuen i hans lejlighed har længe været rodet, fordi han prioriterer at komme ud i naturen. Lyden af rislende vand og duften af grønne planter, er nærmest det eneste, der dæmper sitren, som tit rumsterer i ham.
Et ryk op
Tilbage i stuen taster Henrik, for syvende og sidste gang i dag, ind i et excel-ark, hvordan han har det. De sidste par år har han konsekvent ført statistik over sine følelser. Han kører fingeren langs kurven på skærmen. To steder tager kurven et ryk op: Dagen hvor han fik styr på afbetaling af sin gæld, og dagen hvor hans førtidspension faldt.
En undersøgelse foretaget af Gallup viser, at tre ud af fire danskere oplever negativ stress af varierende grad i deres hverdag. Bobby Zachariae peger på flere mulige årsager til, at vi ser en stigning i antallet af folk, der oplever langvarig stress. Han siger blandt andet, at “det er en særlig udfordring i det moderne samfund, at vi er blevet mere individualiserede og har fået store forventninger til os selv, i forhold til hvad vi skal kunne, og hvad vi skal leve op til. Vi har fået at vide, at ‘du kan hvad du vil’, og det bliver vores egen skyld, hvis vi ikke bliver succesfulde.”
Henrik havde bygget fuglehus og hængt det op i træet, men en morgen var det faldet ned og gået itu. Nu samler han det igen, men i et tempo, hvor han samtidig kan forsætte med at genopbygge sig selv.
Sikke et spild af liv
Henrik synker dybere ned i sofaen. Computeren brummer videre i hans skød. På reolen over ham står en række notesbøger i spænd. De rummer alle de følelser, som han ikke kunne komme af med andre steder. Han kaster et blik op mod bøgerne:
“Jeg er sgu ked af det her. Det må jeg ærligt sige. Sikke et spild af liv. Føj for helvede.” Han ønsker ikke, at andre skal tabe så meget af deres liv, som han føler, at han har. “Jeg håber, at folk får mere livskvalitet og noget at styre efter, og i første omgang vil jeg gerne hjælpe mine sønner til at holde retningen i deres liv.”