Don't let’em
break ya spirit
Mervyn Lewers blev offer for den blodige borgerkrig i Nordirland. 26 år efter fredsaftalen er hans kamp for overlevelse kun lige begyndt
af Nicoline Kjems-Krognos(foto) & Bjørn Van Overeem Hansen
Prolog
Den 22. Maj 1988
En ung mand står bag disken i en fish and chips-shop, da han får øje på en bil, der triller forbi uden for ruden og parkerer længere nede ad Spencer Road. Det er dén sorte Vauxhall Astra, han har ventet på.
I dampen fra de sydende frituregryder har han, siden han blev ansat, haft frit udsyn til politistationen på den modsatte side af vejen. Fra sit skjul bag disken har han på en tændstikæske systematisk noteret nummerpladerne på betjentenes private biler, når de kørte til og fra arbejde.
I det næste sekund springer han ud ad døren og styrter ud i forårsnatten, rundt om hjørnet og videre hen til en lejlighed i byen, hvor han svedig og forpustet tager imod en hvid plastikpose med noget tungt i. Med et fast greb om posen, der indeholder et kilo mørkerødt sprængstof og en detonator, løber han ned mod bilen. Den unge mand er på en mission. Han skal dræbe de betjente, der gør tjeneste ved det forhadte politikorps RUC.
Han bøjer sig ned og klistrer bomben fast over højre forhjul. Plastikposen smider han på jorden, inden han skynder sig væk.
På Spencer Road holdt Mervyn parkeret, præcis hvor den sorte Audi holder i dag. Mens han var inde på pubben under det lysende Guinness-skilt, placerede den unge mand bomben over højre forhjul.
Mervyn Lewers kører sin bil tæt ind mod kantstenen, da han parkerer den på Spencer Road. Kort efter sidder den 29-årige Mervyn på pubben i et blødt skær fra en lampe, der knap kan trænge igennem tobaksrøgen. Han taler med sin ven James og et af deres vennepar, der netop er blevet gift. Han har selv kone og to små drenge derhjemme, én på tre og én på fem, som han skal hjem til. Men han ville lige tage forbi for at hilse på i en halv times tid.
Efter en kort sludder tager Mervyn en sidste slurk og tilbyder James et lift hjem. Det takker han ja til, og de går sammen ned mod bilen. Mens James sætter sig ind på passagersædet, får Mervyn øje på en hvid plastikpose, der ligger ved forhjulet. Han vifter den væk med foden, inden han svinger sig ned i bilen. Døren lader han stå lidt på klem, og han venter med at klikke selen i. Han drejer nøglen og letter på koblingen, så bilen begynder at trille.
I samme sekund detonerer bomben under de to venner.
1
16 år inden Mervyn og James satte sig ind i bilen på Spencer Road i Londonderry, traf han den beslutning, der endte med at få ham på den paramilitære terrorgruppe Irish Republican Armys (IRA) dødsliste.
Den dengang 13-årige Mervyn, med store runde øjne gemt under sit mørkebrune grydehår, sad derhjemme og talte ned til sin 18 års fødselsdag. Udenfor hoveddøren buldrede konflikten mellem katolikker og protestanter af sted. De paramilitære grupperinger på begge sider var begyndt at udføre drabelige bombeangreb, skyderier og likvideringer overalt i byen. Hjemmets trygge vægge blev tyndere og tyndere. Det fik en indre ild og alvor til at tænde sig i den ellers lattermilde dreng, da det var ham selv, hans skolekammerater og deres storebrødre, der stod for skud. Han følte en trang til at forsvare sig selv og sin ret til at leve i Nordirland som en del af Storbritannien.
Mervyn prøvede at regne ud, hvordan han bedst kunne bidrage til kampen for retfærdighed. Der var ingen jobs at se frem til, og generelt intet at lave, da konflikten lå som en mørk skygge over de frie muligheder. Det eneste, han gjorde, var at gå i skole, synge i drengekor fire dage om ugen og følge trofast med, når Arsenal spillede bold på fjernsynet. Foran ham og vennerne stod valget derfor mellem to veje: den forbudte rute ind i de unionistiske terrorgruppers mørke kløer, eller den lovlige vej gennem sikkerhedsstyrkerne.
KONFLIKTEN I NORDIRLAND
I 30 år (1968-1998) rasede den voldelige konflikt, The Troubles, i Nordirland. På den ene side stod protestanterne, der ville have, at landet skulle forblive en del af Storbritannien. Modsat dem var de katolske irere, der ikke ønskede at være en del af UK. De opfattede de protestantiske briter som en undertrykkende kolonimagt, der skulle bekæmpes med voldelige midler.
Over 3700 mennesker mistede livet, og 47.500 blev såret. 16.000 bomber sprængte. Det var over én om dagen.
Kilde: Ulster University, CAIN Archive
En aften i 1972, da 13-årige Mervyn stod blandt sine venner, klar til at synge foran alteret, var der én, der manglede. Det viste sig, at han var blevet fedtet ind i den unionistiske terrorgruppe UDA, efter han deltog i en demonstration i Belfast, som Mervyn nær var taget med til. Vennen dukkede aldrig op, da han var blevet sprunget i luften, i sit forsøg på at placere en bombe ved en bar fuld af civile og nogle IRA-folk.
Det kom bag på Mervyn, der ingen anelse havde om, at vennen var en del af UDA. Han var den sidste, Mervyn havde forestillet sig ville være involveret i at slå andre mennesker ihjel. Synet af de hætteklædte militæruniformer, der bar kisten til begravelsen, blandet med sorgen, gav Mervyn svaret: Han ville ikke tage del i det paramilitære liv, hvor alt skete i hemmelighed og på bekostning af civile liv.
Mervyn (th.) modtog sin tjeneste-medalje som et æressymbol for sin indsats, af den daværende politiinspektør (tv.) for RUC i Londonderry.
I 1977 gik han som 18-årig derfor lovens vej, da han trak i den mørkegrønne politiuniform og satte hatten med politiets røde monogram på hovedet: den irske harpe under den britiske krone. Endelig var han klar til tjeneste for det nordirske politikorps Royal Ulster Constabulary (RUC), der næsten udelukkende bestod af protestanter, som følte sig loyale over for den britiske krone.
På en patrulje i et katolsk nabolag kørte Mervyn og hans deling i deres pansrede vogn med jerngitter ned over forruden. Gennem sprækkerne kunne de se lysglimt fra brandbomber, flyvende sten og høre flasker splintre mod metallet, som vognen var pakket ind i. De bemærkede, at der holdt en mælkevogn parkeret på et gadehjørne. De tomme flasker, der stod efterladt på ladet, blev plyndret over natten og lavet om til molotovcocktails, der blev kastet mod de pansrede vogne i dagene efter.
En dag blev Mervyn sendt op til kvarteret for at sætte en stopper for det endeløse lager af flasker. Mervyn bankede på fordøren hos mælkemanden. Døren gik op. Han beordrede ham til at flytte vognen. FUCK OFF, fløj det ud af munden på manden, og det næste, der ramte Mervyns ører, var braget fra døren, der blev smækket i.
Londonderry var en lovløs by, hvor der sjældent gik et døgn, uden at sort røg fra en eksplosion steg mod himlen i det våde, bakkede landskab. Op gennem 80'erne blev RUC det farligste politikorps i verden at gøre tjeneste ved. Betjentene var briter, ikke irere, og var derfor hadet som pesten af de irske borgere, der hovedsageligt var katolikker, og af IRA, som de var i regulær krig mod. Det hjalp ikke, at korpset havde et ry for at være ekstremt hårdhændede mod civile demonstranter. Katolikkerne så RUC som en personificering af den britiske kolonisering af Irland, der skulle fjernes med magt. Men sammenholdet i korpset stillede faren i baggrunden for Mervyn, på trods af, at molotovcocktails, snigskytter og spytklatter fandt sted hver eneste dag.
Mervyn fortæller, at han som betjent slog folk hårdt med sin knippel. Han retter sig selv og siger med fortrydelse i stemmen, at han har slået folk for hårdt. Men han gemmer stadig kniplen og sin uniform, som et minde om dagene i politifællesskabet.
Inden længe brugte Mervyn sine dage på at arrangere kollegaer og venners begravelser. Han bar deres kister og sænkede dem ned i jorden, mens tårerne pressede sig på bag øjenlågene. De blev ofre for IRA, der overvågede og fulgte betjentene tæt for at kunne slå dem ihjel. Så når Mervyn skulle frem og tilbage fra arbejde, lå han på knæ ved siden af sin bil og kiggede op under førersædet, for at sikre sig, at der ikke sad en bombe, inden han steg ind.
Efter 10 år med kniplen i hånden og den britiske krone på kraven måtte Mervyn sande, at hans families bekymringer for hans overlevelse fyldte for meget. I 1986 valgte han modvilligt at trække sig tilbage. Han forlod stationen, som han betragtede som sit hjem, og sagde farvel til sine kollegaer, der var som en familie for ham. Det skar i hjertet på ham, men han var nødt til at passe på sig selv, for sin kone og børns skyld.
I grænsebyen Londonderry skyder en irsk bjergkæde op bag byen. Floden Foyle adskiller byens befolkningsgrupper. På den vestlige side bor flest katolikker, og på den østlige side flest protestanter. Byens navn deler også vandene. Protestanter kalder den Londonderry, mens katolikker nægter at kalde den et navn opkaldt efter Storbritanniens hovedstad. Derfor kalder de den Derry.
2
Et skarpt, orange skær, der opsluges af mørk røg, fjerner resten af verden for øjnene af Mervyn. Eksplosionen kaster ham ud af bilen, så han nu ligger med ryggen mod fortovet. Trykbølgen lammer hans ører, så alt lyder forvrænget med en hylende undertone.
Kort efter antænder benzintanken, og en ekstrem varme omslutter ham. Han råber til James, at han skal skynde sig væk. Mervyn’s albue sidder fast i en afløbsrende, da han selv forsøger at flygte fra stedet. Kroppen reagerer ikke på det, han prøver at få den til. Han tænker, at han nu skal dø lige der på Spencer Road.
Spencer Road samme aften, som bomben sprængte. Kort tid efter eksplosionen ankom et hold bomberyddere for at sikre, at alt sprængstoffet var gået af.
To sæt hænder, der er sorte af sod, hiver fat i hans krop og trækker ham op langs fortovet. Det ene sæt tilhører James. Da hænderne slipper ham, ser Mervyn som det første, at James er smurt ind i blod. Mervyn frygter, at James er såret, indtil han mærker en ekstrem smerte fra sit højre ben og kigger ned af sin krop. Blodet på James kommer fra Mervyn selv.
Tyverialarmen hyler fra banken over for den pub, som Mervyn ligger ude foran. Sirenen gik i gang, da bomben sprængte. Den anden mand, der hev Mervyn fri, løber ind på pubben for at skaffe håndklæder til at stoppe blødningerne. Et par soldater på gangpatrulje i nærheden har hørt eksplosionen. En af dem står nu og kigger ned på Mervyn. Han bøjer sig ned og fjerner håndklæderne, der er gennemvædet i blod, og binder en tourniquet rundt om benet for at stoppe blodtilførslen.
Den udbrændte Vauxhall Astra. Foran bilen ligger Mervyn’s højre lædersko efterladt med rester af hans fod i. Den venstre sko blev senere fundet på et tag på modsatte side af vejen.
Mervyn folder sine hænder bag hovedet. Under ham føles betonen som en blød seng. Han fornemmer, at smerterne forsvinder, i takt med, at hans øjenlåg bliver tungere. Men han når ikke at døse hen, før han mærker et hårdt smæld fra soldatens håndflade mod sin kind.
Keep that bastard awake or we're gonna lose him, råber soldaten til de andre folk, som Mervyn kigger op på med blanke øjne. Ordene er de eneste, der trænger igennem til ham. Han forstår instinktivt, at han ikke må lade sig forføre ind i søvnen. Al hans koncentration går nu på at holde sig vågen i ambulancen, indtil han når frem til hospitalet.
Lægerne forsøgte at redde hans andet ben. En sygeplejerske tegnede en smiley på Mervyns tå, da han sov. Selv i sin sygesengen kunne han grine af det.
Fem dage senere ligger Mervyn i sin hospitalsseng i Londonderry, konfus og lamslået over angrebet. Det faldt ham ikke ind at tjekke under bilen. Han troede ikke, at nogen ville være ude efter ham, da det var to år siden, at han forlod RUC.
To bevæbnede soldater, der har holdt vagt døgnet rundt siden angrebet, gør pludselig klar til at evakuere Mervyn. Sikkerhedstjenesten har fået nys om, at IRA planlægger at komme tilbage for at dræbe ham i sygesengen.
En politieskorte drøner gennem byens gader, der flyder med knust glas og murbrokker. De blå blink fra politibilerne giver genskær i ambulancen, som Mervyn ligger i. Hans liv er i deres hænder, og han må stole på, at deres plan lykkes.
De når frem til en stor åben plads, med udsigt over floden, hvor der holder en helikopter klar. Han skal flyves af sted, da risikoen for at blive angrebet på landevejen til Belfast er for stor. Omringet af bevæbnede soldater, der holder et skarpt øje med potentielle fjender, lodser de Mervyn om bord. Få sekunder efter ånder han lettet op, da helikopteren er i luften med kurs mod militærhospitalet i Belfast.
Mervyn flyves af sted mod militærhospitalet i Belfast, da truslen på hans liv bliver for stor i Londonderry.
Da brummen fra propellerne har lagt sig, og Mervyn har fundet sig til rette i den nye sygeseng i Belfast, falder hans blik ned mod dynen over hans ben. Den ligger fladt i den side, hvor det ene ben plejede at være. Eksplosionen rev det højre af og kvæstede det venstre, der nu ligger spændt fast i et metalstativ.
Det nager ham, at han ikke tjekkede under bilen. Men hvis ikke han havde fulgt sine gamle vaner med at parkere helt op ad kantstenen, så gerningsmanden ikke kunne placere bomben under førersædet, og med at holde døren åben og selen løs, ville han ikke ligge her nu.
På hospitalet kommer Mervyn til at dele stue med en 18-årig britisk soldat, der også er blevet hårdt såret i krigen mod IRA. De opbygger hurtigt et særligt venskab gennem deres fælles ulykke. Soldaten bliver et holdepunkt for Mervyn, for i det mindste er de to, der ligger der og skal lære at leve med det, der er hændt dem.
They can break our bodies, but don’t let’em break ya spirit, Mervyn. Because that's the day those bastards win, siger den unge brite igen og igen fra sengen ved siden af. Nok også for at overbevise sig selv.
Dagen inden den unge soldat ved hans side skal hjem til sin familie i England, dør han af sine komplikationer. Mervyn er igen alene på stuen. Når natten falder på, og tankerne myldrer rundt i hans hoved, finder han trøst i soldatens ord. Don't let’em break ya spirit, gentager han lydløst for sig selv, til hans øjne lukker i.
Der er stadig IRA-folk, der ønsker at tage livet af tidligere RUC-betjente som Mervyn. Derfor tjekker han sin bil for sprængstoffer med et lille inspektionsspejl, når han får besked fra politiet om, at det er en aktuel trussel mod ham.
3
TORONTO står der med hvide blokbogstaver på en tavle i Belfasts lufthavn. En morgen i 1993, fem år efter eksplosionen, bevæger Mervyn sig mod gaten med sit vinrøde britiske pas i hånden. Bag ham triller hans to sønner hver deres lille kuffert. Lyden af hjulene, der ruller over fliserne, intensiveres, jo hurtigere, de går. Det har ikke været en nem beslutning, men tiden efter bomben sprængte har været ulidelig. I dag starter et nyt kapitel med en envejsbillet til Canada.
I de fem år, fra Mervyn blev invalideret, til han står i lufthavnen, skød mørket op omkring ham. Hans ene ben var erstattet af en stiv protese, så han brugte de fleste timer i en kørestol. Selvom han sjældent kom ud i byen længere, trak han ofte i en skotskternet sweater med en nystrøget skjorte under. Han redte sit brune hår igennem med kam og barberede kinderne, så sideskilningen og overskægget altid stod skarpt.
Mellem sine hundredvis af indlæggelser boede han hos sine forældre i Londonderry. Der gik ikke længe, inden hans kone ikke kunne klare at være en del af det længere, og forlod ham. Mervyns eget hjem havde for smalle gange og trappetrin, mens forældrenes var indrettet til kørestolsbrug, da hans mor på grund af sygdom var blevet lam som voksen. Efter fire år ind og ud af hospitalet fik han også amputeret sit venstre ben, da lægerne måtte erkende, at han var bedre tjent uden.
Vreden og tankerne om hævn spredte sig som en virus i Mervyn. Siddende på to hjul, med et tæppe af elendighed trukket op over sig, fantaserede han om, hvordan han ikke ville bremse, men speede op, hvis han så gerningsmanden i et fodgængerfelt fra sin bil. Han ville tage mandens liv fra ham, ligesom han havde frarøvet Mervyn livet den aften på Spencer Road. Det eneste, der holdt ham oppe, var styrken, han så i sin mor. Hun gav ikke slip på lysten til at leve, selvom hun var bundet til en kørestol.
Mens Mervyn jagtede små lysglimt i tilværelsen, blev IRA-manden idømt livstid for 50 forseelser, herunder drabsforsøg, våbenbesiddelse og andre bombeattentater. Det var en lille sejr for Mervyn, at manden, der ville slå ham ihjel, ikke rendte rundt i gaderne længere.
En dag mellem hospitalsbesøg og håbløshed, sad Mervyn i sin kørestol med ryggen mod hoveddøren i det tomme hus. I hans ører rungede bombemandens ord fra retten. Manden fortrød ikke sine forsøg på at slå folk ihjel. I munden havde Mervyn en ladt 9 mm-revolver. Umenneskeligheden i ordene var et uoverstigeligt bjerg. Han mærkede det kolde metal mod sine læber, da han tog revolveren ned i skødet og tilbage i munden flere gange, inden han grådkvalt greb ud efter telefonen og trykkede 999. Mervyn fandt trøst i lyden af sirenerne, der nærmede sig huset. Betjentene tog våbnet fra ham og kørte ham på hospitalet. Flere af dem kendte ham fra korpset, og de blev siddende ved ham natten igennem.
Dagen efter kom en sygeplejerske ind og fortalte ham, at der var en psykolog på vej. Mervyn var ikke lun på idéen, men gik med til det på en betingelse: Hvis han trak i snoren over sengen, skulle sygeplejersken stå klar til at komme ind og afbryde samtalen med psykologen.
Terapeuten trådte ind ad døren og satte sig ved siden af Mervyn. Det første spørgsmål handlede om Mervyns mor. Han kunne ikke se, hvorfor den fremmede mand skulle tale om hans mor, når det var ham, det handlede om. Han trak i snoren. Sygeplejersken havde knapt nået ud på gangen, inden hun drejede på hælene, og Mervyns første og sidste samtale med en psykolog var forbi.
Han måtte selv samle en gammel sætning op fra sin tid på hospitalet i Belfast. Don’t let’em break ya spirit. Mørket vandt næsten over ham, da han sad alene med sine fantomsmerter i et svagt lys bag hoveddøren. Han havde mistet det hele. Konen. Friheden. Kammeratskabet. Men et sted, dybt inde i sig selv, samlede han den sidste snart af vilje op, der bringer ham om bord på flyet til Canada.
Det er første gang, at Mervyn lader nogen fotografere sine afstumpede ben. End ikke politiet fik tilladelse til det, da de lige efter attentatet skulle bruge billeder af skaden til dokumentation. Han ville ikke risikere, at billederne skulle ende i hænderne på IRA. De skulle ikke have lov til at fryde sig over hans ulykke.
Kort efter, at Mervyn ankom til Toronto i 1993, blev der afholdt landsdækkende parlamentsvalg. Rundt omkring i byens rådhus og biblioteker strømmede folk til stemmeurnerne, og Mervyn, der aldrig havde set andre valg end de nordirske, blev urolig. Der var intet bevæbnet politi ved stemmeboksen, ingen checkpoints til og fra valgstederne og ingen forsøg på vold. Så faldt femøren. Det var sådan her, at det burde være.
Som årene gik i Canada, langt væk fra konflikten i Nordirland, begyndte mørket i Mervyn at trække sig tilbage. Efter sin ankomst fik han et arbejde inden for corporate security, hvor han brugte sine erfaringer fra politiet til at beskytte forskellige firmaers forretningshemmeligheder. Han lod igen sin latter slippe ud i de mange nye bekendtskaber, han fik. Tiden i RUC fortalte han glædeligt om, men han sagde aldrig til nogen, hvordan han havde mistet sine ben. Hvis de spurgte, svarede han blot, at det var en ulykke.
I 1998 var han kortvarigt tilbage i Nordirland for at modtage behandling på hospitalet, som han ikke kunne få dækket i Canada. Fra radioen ved siden af sengen hørte Mervyn, at Good Friday-aftalen officielt var blevet stemt igennem af befolkningen i både republikken Irland og Nordirland.
Aftalen blev indgået mellem parterne i konflikten, herunder IRA og den britiske regering, og betød, at de paramilitære grupper skulle nedlægge deres våben, og at de nordirske borgere - både protestanter og katolikker - fik en markant udvidelse af deres demokratiske rettigheder. Bagsiden af medaljen var, at alle fangerne fra konflikten samtidig skulle løslades. Uden dét punkt i aftalen var IRA aldrig gået med til den.
Det betød samtidig, at manden, der forsøgte at slå Mervyn ihjel, ville komme på fri fod efter kun ti års fængsel. Mervyn stemte for freden, selvom han mærkede en uretfærdighed i maven over, at gerningsmænd, der ikke angrede at have gjort andre invalide, skulle gøres til frie mænd igen.
I 2014, efter 21 år i Canada, sidder Mervyn på sit returfly til Belfast. Det var langt fra planen, men da han ikke længere kan betale for sine canadiske sundhedsforsikringer, må han rejse hjem til Nordirland, hvor hjælpen ikke koster noget. I flysædet sidder han, denne gang uden sine sønner, og tænker tilbage på, hvordan tiden i Canada har reddet hans liv. Det næste, der fylder hans hoved, er bekymringen for, om bombemanden mon stadig bor i Londonderry.
Mervyn nægter at lade nogen uden for sit hus se ham i kørestol. Han foretrækker at gå af sted på sine proteser, selvom det gør, at han ikke kan komme lige så langt. For på den måde føler han sig som én, der stadig står og går.
4
Efter han er landet fra sit eksil i Canada, begynder mørket fra fortiden at vende tilbage. Siden den ene gang i hospitalssengen, har Mervyn ikke talt med én eneste professionel om det, der endte med at koste ham begge ben. Men da han endelig får nordirsk luft til hovedet igen, vender og drejer han tanken om at opsøge et af de forløb, der som en del af fredsprocessen tilbydes til ex-kombattanter og veteraner.
Men han griber aldrig telefonen, da der kun tilbydes forløb, hvor veteraner og ofre fra både den katolske og protestantiske side deltager sammen. Egentlig er han ligeglad med, hvad folk tror på, men han vil ikke risikere at ende ansigt til ansigt med sin manden, der mislykkedes med at dræbe ham, i en terapigruppe. Han går allerede rundt med frygten for, at bombemanden pludselig sidder i båsen bag ham på pubben, eller at han står foran ham i køen i supermarkedet.
Efter fem år kommer han endelig i kontakt med organisationen SEFF, South East Fermanagh Foundation, der kun arbejder med ofre og pårørende - og ikke eks-kombattanter. Mervyn bliver her kategoriseret som et offer, modsat sin gerningsmand, så derfor behøver han ikke at frygte, at IRA-manden træder ind ad døren.
For første gang siden forårsnatten i 1988, finder 60-årige Mervyn et fællesskab med andre, som han kan spejle sig i. Der er her, at tyngden og mørket, han har båret med sig, endelig kommer frem i lyset. For hver gang han taler med de andre i SEFF, føles skridtene på proteserne under ham lettere.
Gennem fællesskabet kommer han tættere end nogensinde på en accept af det, der skete. Han begynder at kunne fortælle andre, hvad der er hændt, når de opdager, at han mangler sine ben. Men han forsøger stadig at skjule proteserne under sine bukser.
En dag sidder Mervyn sammen med en af sine venner, der fortæller ham, at manden, der nær havde dræbt ham, arbejder som taxachauffør i Londonderry. I mellemtiden har Mervyn fundet ud af, at mælkemanden, der med ordene FUCK OFF smækkede døren i hovedet på ham, var faren til manden, der plantede bomben. Den dag sværger Mervyn, at han aldrig skal sætte sig ind i en taxa i byen igen.
Det næste skridt bliver, at han træder ind i SEFF’s bestyrelse. I sit arbejde opsøger han unavngivne ofre og pårørende, så de også kan få den hjælp, der reddede ham selv fra endnu en tur ned i mørket. Han insisterer på at fortsætte sin søgen, indtil han sidder med dem i røret. Ved siden af detektivarbejdet arrangerer han mindehøjtideligheder for de afdøde, så de efterladte kan mindes dem.
Det sker også af og til, at Mervyn får et opkald fra et af hospitalerne i Nordirland. De ringer til ham, når de har patienter, der skal have amputeret deres ben. Så kører Mervyn af sted i sin bil for at støtte de mennesker, der skal igennem det samme, som han har været.
Endnu et nyt kapitel er begyndt for Mervyn, hvor han i et fællesskab, som han ikke har mærket siden han forlod RUC, bearbejder sine traumer. Samtidig finder han ud af, at han kan bruge sin livserfaring til at hjælpe andre. Han tænker for sig selv, at på den måde kom der noget godt ud af den 22. Maj 1988.
Epilog
For tre uger siden vibrerede telefonen i lommen på Mervyn. Han satte brillerne på næsen for at tyde, hvad der stod på skærmen. Beskeden indeholdt en advarsel om, at han skulle tjekke under sin bil. Der var formodentlig nogen, der igen ville forsøge at sprænge ham i luften, skrev politiet.
Det er ikke første gang, at han modtager den slags besked. Siden enden på konflikten har alle tidligere RUC-betjente stået på en sms-liste, så de får en generel advarsel, når politiet opdager, at der er en trussel mod dem. Der findes nemlig stadig IRA-folk i Londonderry, der vil gøre en ende på betjentenes liv.
2023 blev det første år, hvor sms-listen ikke blev kortere, da ingen af de tidligere politifolk blev slået ihjel. Alle år forinden er et navn eller to forsvundet fra listen.
Spencer Road, hvor IRA mislykkedes med at slå ham ihjel, ligger fem minutters kørsel fra huset, hvor Mervyn bor i dag. Han kører ofte forbi gerningsstedet, men han har aldrig stoppet ind før.
Men det gør han i dag. Han holder ind på den modsatte side af vejen, det tager et par lange minutter, før han slipper rattet og slukker for motoren. Hans blik krydser vejen, mens lyden af et par biler, der triller forbi uden for ruden, er det eneste, der kan høres. Der holder en sort bil på præcis den plads, han selv parkerede på for 36 år siden.
Efter lidt tid i bilen lader han også sine to kunstige ben, der er skjult under et par cowboybukser, krydse vejen. Nu står han dér, med bøjet nakke og hænderne i siden, med en fod på hver side af den afløbsrende, som hans albue sad fast i, efter han blev sprængt ud af sin bil.
Et par folk passerer bag om ham, men han flytter sig ikke. Han bliver stående midt på fortovet. Det er som om alt, hvad der skete den aften, kører som en film for øjnene af ham. Men soldatens sætning fra hospitalet i Belfast får ham videre. IRA skal ikke få lov til at knække ham. Flere gange har han stået på kanten og været tæt på at lade sig falde ned i dybet. Men den indre vilje, som han tog med sig fra sin mor, soldatens sætning og fællesskabet, som han fandt i SEFF, holder ham i live.
Sådan gjorde vi: Rekonstruktionerne i teksten bygger på et langt interview med hovedkilden, samt opfølgende samtaler, talrige vidneforklaringer, retsdokumenter og politirapporter.
Tekst: Bjørn van Overeem Hansen
og Nicoline Kjems-Krognos
Foto og video: Nicoline Kjems-Krognos
Tak til Mervyn Lewers og SEFF